De mange muligheder

”Jeg var i syv sind, om jeg ville have et hvidt-hvidt køkken eller et sort, og hele køkkenprojektet var ved at gå i stå på grund af min ubeslutsomhed. Men så valgte jeg et klassisk hvidt køkken med matte låger fra JKE Design og fandt på at prøve mig frem med at variere udtrykket med maling,” fortæller Mette Helena.

Selvom Mette Helena Rasmussen er stor tilhænger af genbrug og ting med sjæl, var der intet ved det eksisterende køkken, som hun ville beholde. Det gamle fyrretræskøkken og de gamle klinker blev revet ned, og træloftet, korkgulvet og de grønne hårdehvidevarer røg til skrot. Døren mellem gangen og køkkenet blev fjernet og pudset op, så gang og køkken i dag går ud i ét. Strømmen blev fræset ind i væggene, væggene blev fuldspartlede, filtede og malet med en kølig svagt lyseblå tone i farven G01 ”Sne” fra Dyrup glans 5, gulvet blev høvlet ned og malet gråt i farven Neutral 04 fra Dyrup. Loftet er sænket med to lag gibsplader fra Silvan, så de originale Munkegaardslamper fra Munkegaardsskolen kunne blive indbygget i loftet og nu ser ud som om lejligheden er født med dem.

Messingkanten på lamperne matcher armaturet fra Dansk Køkken Håndværk og grebene fra retrovilla.dk. Gulvet er malet i farven Neutral 04 fra Dyrup. Reolen er bygget af bogkasser i fyrretræ fra Trævarefabrikernes Udsalg. Tidligere lå der et korkgulv, men det er revet væk, og de originale gulvplanker er malet med Neutral 04 fra Dyrup.

De hvide papirlamper fra Retro Villa bliver svævende skulpturer mod den mørkegrå væg, som er malet med Neutral 10 i glans 10 fra Dyrup. Reolen er blevet grundet og malet hvid med G01 Sne Interiør glans 50 fra Dyrup. Den gamle drejestol er fundet på Lauritz.com, og kanden i vinduet er fra Ment.

De sorte Mantis lamper er fra Roomstore, messingarmaturet er fra Dansk Køkkenhåndværk, og de hvide ‘Brooklyn’ fliser er fra Mosaikhjørnet. Reolen består af kubikkasser fra Trævarefabrikernes Udsalg, rullebordet fra OK Design er praktisk, når middagen skal serveres i spisestuen.

I vindueskarmen er der sørget for en hvid julestemning, selvom den rigtige sne svigter. Hvide Lyngby vaser fra Hilfling Design er pyntet med smukke snebærgrene og lidt hvidt julepynt. I vinduet er der hængt ståltråd med sirligt julepynt.

I de yndige bærgrene er der pyntet med hvide hæklerier som var det store snefnug. Kig efter små hæklede servietter eller pynt i genbrugsbutikker, eller søg efter Hæklede servietter på DBA eller Gul & Gratis.

I den ene ende af køkkenet er der indrettet en spisekrog med en hjemmelavet bænk. Bænken er lavet af 6 hvide kubikkasser med udvendige låger fra Trævarefabrikernes Udsalg og en sokkel af hvidmalet MDF. Sæddet og gavlen er skåret af en MDF plade. Den store Bell lampe er designet af Thomas Holst Madsen, marmorbordet købt på DBA.dk og den hvide stol er fra Menu. Puderne er fra Retro Villa.

Hynder, puder og små caféborde skaber en afslappet loungestemning i køkkenkrogen. Litografiet af Nils Reumert har Mette Helena fundet til storskrald, marmorpendlen med glødepære er fra Good Company Design, snedkerbordet forhandles af Old, og det runde bord i antik guld finish er fra Jens Lyngsøe Interieur. Maleriet i guldrammen er fundet i den lokale genbrugsbutik.

Lav en bænk med integreret opbevaring. Mette Helena gemmer børnenes tegneredskaber, modellervoks, konserves og ekstra køkkengrej. Det store collageværk over spisebordet har Mette Helena købt af en sydamerikansk udvekslingsstuderende på Kunstakademiet. Den grå pendel og stolene er fra Menu. Det hvide filttæppe er fra Ferm Living.